Fyldning

En fyldning i en tand er oftest behandling af et hul (karies) i tanden. Formålet er at forhindre, at hullet bliver større, men også at bringe den normale funktion og form tilbage. Når tandlægen fremstiller en fyldning, fjernes den ødelagte tandsubstans og området renses, så der kun er en sund tand tilbage.

Der findes en række forskellige typer af fyldninger:

Plastfyldninger

Plast er tandfarvet og er det mest almindelige fyldningsmateriale, som tandlæger anvender i dag. De materialemæssige egenskaber er så gode, at plast også kan anvendes ved omfattende cariesskade i både for- og kindtænder. Plasten limes og formes til tanden og hærdes med lys fra en speciel lampe. Der kan tygges straks efter, at fyldningen er lavet. Limningsteknikken kan være med til at forstærke tanden, men er samtidig sårbar over for fugt og ikke altid så holdbar. Det betyder, at der langs med kanten af fyldningen kan komme misfarvning og ny caries på et senere tidspunkt.

Glasionomercement

Glasionomercement er tandfarvet, men er ikke så slidstærkt som plast og anvendes først og fremmest i mælketænder. På voksne anvendes det til fyldninger langs tandkødsranden, på rodoverflader og til reparationer ved siden af fx gamle fyldninger eller kroner. Nogle glasionomercementer indeholder også lidt plast, og de hærdes med en lampe, mens de andre hærder af sig selv i løbet af nogle få minutter. I begge tilfælde kan der tygges umiddelbart efter, at fyldningen er lavet. Glasionomercement indeholder fluorid og kan være med til at forebygge ny caries hos personer, der har svært ved at holde tænderne rene eller har nedsat spytproduktion.

Sølvamalgam

Sølvamalgam er en blanding af hårde metaller og kviksølv. Metallerne blandes lige inden de fyldes i tanden, og en time efter er fyldningen så hård, at der kan tygges med tanden. Af hensyn til miljøet må sølvamalgam kun anvendes i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at fremstille en god og holdbar fyldning i plast.

Guld og visse andre metaller

Guld og visse andre metaller kan bruges til genopbygning af meget beskadigede tænder. Når tandlægen har slebet tanden i facon, tages der et aftryk til en model, og en tandtekniker fremstiller den støbte erstatning, fx en krone, så den passer præcist til tanden. Ved næste besøg fastgør tandlægen tanderstatningen med en særlig cement. Metaller, der kan støbes, er de stærkeste materialer til at reparere tænder med, men de er ikke tandfarvede.

Porcelæn og plast

Porcelæn og plast til større tanderstatninger, fx kroner, kan fremstilles i farver, der passer til tanden, så de næsten ikke kan ses. Tandlægen tager et aftryk ved hjælp af aftryksmateriale eller med en digital scanner, hvorefter der, ud fra en model af tanden, fremstilles et indlæg eller en krone. Det limes herefter til tanden med en plastlim, så tanden i de fleste tilfældes styrkes. Porcelæn og plast har god holdbarhed.