VISDOMSTÆNDER

Visdomstænder

Hvad er visdomstænder?

Du kan i alt få fire visdomstænder – to i overkæben og to i underkæben. De fleste får deres visdomstænder omkring 20-års alderen. Visdomstænder er ikke til nogen stor gavn, men er et levn fra fortiden. Med tiden er menneskets kæber blevet mindre, og tænderne slides ikke så meget. Derfor er der ofte ikke plads til visdomstænderne, hvorfor de kan give anledning til problemer.

Hvornår skal visdomstænder fjernes?

En del visdomstænder kommer aldrig frem i munden, men bliver liggende i kæben og kan ligge der uden at gøre skade.

Imidlertid kan der af og til, måske uden at man mærker det, opstå forskellige problemer i forbindelse med visdomstænderne. Det er derfor en god idé jævnligt at få kontrolleret sådanne skjulte visdomstænder hos tandlægen. Ofte er der kun plads til, at en del af visdomstanden bryder frem i munden. Hvis den delvist frembrudte visdomstand ikke gør skade, er der ingen grund til at fjerne den.

Der kan dog opstå betændelse i tandkødet omkring en delvist frembrudt visdomstand. Det viser sig ved smerte, rødmen, hævelse og problemer med at åbne munden helt. Man kan godt behandle betændelsen, men hvis betændelsen kommer igen, kan det blive nødvendigt at fjerne tanden.

I nogle tilfælde kan der opstå en fordybet tandkødslomme mellem visdomstanden og nabotanden. Der kan også udvikles caries (hul) i visdomstanden eller nabotanden. I sådanne tilfælde kan der ligeledes være behov for at fjerne tanden.

I sjældne tilfælde kan der udvikles en væskefyldt blære – en cyste – omkring visdomstandens krone. Cysten fjernes sammen med visdomstanden.

Visdomstænder skal ikke altid fjernes, men din tandlæge vil ofte anbefale at få den fjernet, hvis et af følgende problemer er til stede:

•    Hvis visdomstanden er svær at holde ren, og der hyppigt ses betændelse og hævelse af tandkødet.
•    Hvis der er caries i visdomstanden eller nabotanden.
•    Hvis der er en fordybet tandkødslomme mellem visdomstanden og nabotanden.

Visdomstanden skal altid fjernes, hvis et af de følgende problemer er til stede:

•    Hvis visdomstanden ligger i kæben og generer nabo tanden.
•    Hvis der er en cyste omkring visdomstandens krone.

Hvis en visdomstand er fuldt frembrudt, kan den i nogle tilfælde trækkes ud som andre tænder. Er tanden kun delvist eller slet ikke frembrudt, er det nødvendigt at operere den ud.

Før operation

Tandlægen tager et røntgenbillede af visdomstanden for at se, hvordan tanden og især roden ligger i kæben.

Det kan være vanskeligt at fjerne en visdomstand. Derfor vurderer tandlægen, om han/hun selv skal foretage operationen, eller om du skal henvises til en specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi.  

Du skal ikke være fastende før operationen. Faktisk kan du blive utilpas på grund af lavt blodsukker, hvis du møder op fastende.

Under operation

Du bliver lokalbedøvet, når du skal opereres. Da du er ved fuld bevidsthed, kan du både høre og fornemme, at der bliver arbejdet i din mund.

Tandlægen/specialtandlægen lægger et snit og skubber tandkødet til side for at komme ned til kæbebenet. Ofte må der fjernes lidt af kæbebenet for at få adgang til visdomstanden. Tanden må i mange tilfælde deles i mindre stykker, før den kan fjernes. Såret lukkes til sidst med et par sting.