Mange har som nævnt brug for supplerende hjælpemidler udover tandbørsten. Har du en sygdom, der medfører betændelse eller nedsætter immunforsvaret som fx cancer, diabetes eller andre kroniske lidelser, bør du fx holde rent mellem tænderne. Spørg din tandlæge, hvilke hjælpemidler du skal bruge til at gøre dine tænder rene med.
Husk at tandtråd, tandstikkere og soft picks ikke må skylles ud i toilettet. De skal smides i en affaldsspand/plastcontainer.
Tandtråd er særlig velegnet til dig med tætsiddende tænder. Få eventuelt din tandlæge til at vise dig, hvor du skal bruge tandtråd, hvordan og hvor ofte. Tandtråd kan være rund (floss) eller flad (tape) og findes i forskellige tykkelser. Brug 20-30 cm tråd af gangen.
Der findes også tandtråd, som er 3-delt. Denne type tandtråd har en stiv ende, et stykke med blødt skumgummi og et stykke med almindelig flad tandtråd. Ved tænder med kroner eller implantater/bromellemled skal du føre den stive ende af tråden ind mellem dine naturlige tænder og implantatet. Den bløde skumgummi skal du bruge til at rengøre kronekanterne med.
En interdentalbørste er udformet som en lille flaskerenser. Fibrene er fremstillet af nylon og fastholdt i en snoet, plastikdækket metaltråd. Den fås i forskellige størrelser og faconer (se Figur 5). Især metaltrådens tykkelse er afgørende for, i hvor store tandmellemrum børsten kan anvendes. Nogle typer kan monteres i et metal- eller plastikhåndtag. På andre fungerer metaltråden som håndtag.
Interdentalbørsten skal være så stor som mulig, så mellemrummet mellem tænderne fyldes ud, men dog så metaldelen ikke ødelægger tandkødet eller tænderne. Nogle skal bruge mere end én størrelse, da tandmellemrum kan have forskellige størrelse.
Før interdentalbørsten ind i mellemrummet mellem tænderne og bevæg den horisontalt frem og tilbage samtidig med, at fibrene presses let imod tandfladerne. Brug både interdentalbørsten fra forsiden af tænderne og fra indersiden.
Interdentalbørster er lette at anvende og meget effektive, hvis de bruges i den korrekte størrelse. Der må gerne være fluortandpasta på børsten, det virker cariesforebyggende. Spørg din tandlæge, hvilken størrelse interdentalbørste du skal bruge, og få vist hvordan du bruger børsten korrekt.
Tandstikkere er ikke så effektive til at rengøre tænderne som interdentalbørster. Tandstikkere er til gengæld gode til at fjerne madrester med. En tandstikker skal være trekantet i tværsnit og spidst udformet for at kunne passe i tandmellemrummene. Tandstikkere fremstilles i plast eller blødt træ.
Fugt tandstikkeren i munden før brug og før den ind i tandmellemrummet uden at beskadige tandkødet. Det er vigtigt at sikre sig, at tandstikkens spids når helt igennem mellemrummet ved at føle spidsen med tungen. Tandstikken føres herefter frem og tilbage flere gange i kontakt med tandkødet, først langs den ene tandflade og så langs den anden. Din tandlæge kan vise dig, hvordan du bruger tandstikkere på den rigtige måde.
Soft-picks er en ny form for gummitandstik, der har bløde gummibørster, og som findes i forskellige størrelser og med eller uden fluor.
En solobørste er en tandbørste med kun ét bundt børster, som er kortere og ofte mere stive end børstehårene på en normal tandbørste. Solobørsten kan være god til at gøre rent på de bagerste tænders tyggeflader og bag på de sidste tænder i tandrækken. Spørg din tandlæge, hvordan du bruger solobørsten bedst.